Der er afstemningsfest i Lysabild Klubhus torsdag den 15. februar kl. 19.
Traditionen tro, nu i hele 104 år, afholdes der i Lysabild Sogn denne fejring af genforeningen, hvor vi fik Sønderjylland tilbage til Danmark. Om krigen og om Fridas og Johannes’ liv i den svære tid, hvor han bliver
indkaldt som soldat i tysk uniform, er der netop udgivet en bog. Den skildrer Johannes’ lidt usædvanlige vej gennem de 4 krigsår.
Først som vagtmand på vadehavskysten, men senere beskæftiges han med alt, hvad angår motorer. Det ender med, at han som eneste dansksindede soldat i den tyske hær får papirer på sine uddannelser. Han tilbragte de sidste 1½ år som flymotormekaniker.
Dog – han slap ikke for den hårde soldatertjeneste. Han måtte deltage i den blodige invasion af Belgien, og senere oplevede han vilde ting på slagmarkerne i Frankrig.
Hjemmefronten i Sundeved får også sin omtale, og efter at Johannes mirakuløst har overlevet krigen og i 1918 er vendt tilbage til et normalt liv, hører vi om tiden op til 1920 med Genforeningsfester og om kongelige besøg på egnen. Det er forfatteren Hjørdis Faaborg fra Nordals, som har udgivet denne bog.
Den er så nok et bidrag til historieskrivningen om de dansksindedes forhold under tysk herredømme. Tankevækkende, at fortidens krigsmetoder gentog sig såvel under 2. verdenskrig og nu også med mange ligheder i de aktuelle og absurde krige, vi i dag er vidner til.
Kom til en spændende aften med sang, foredrag og dertil kaffebord med tårt! Alle er velkomne.
Entre kr. 50 inkl. kaffebord. På gensyn 15. februar i Klubhuset.