Poul Jensens og Stine Andersdotters liv,
fortalt af sønnen, Frederik Jensen Hestholm, Nr. Bjært.
Min fader Poul Jensen var født den 12 marts 1844 i Dollerup Sjørring sogn i Thy på et lille husmandssted, som nu ikke findes mere. De flyttede senere til Thorsted i samme sogn.
Hans barndom gik som de flestes dengang med arbejde, og kun skolegang i vintermånederne, og tidligt hjemmefra ud og tjene. Han var en del med sin fader om vinteren på ålestangning, derfra stammede nok hans store interesse netop for ålestangning på Lillehavet her mellem Als og Kegnes, hvor vi drenge var med på skøjter. Sin værnepligt aftjente min fader i København 22 år gammel.
Indtil 1870 var han forkarl på forskellige gårde i Thy. Såmaskine var der jo endnu ingen steder dengang, så han måtte som forkarl tilså det hele med hånden. Der høstedes med le, og tærskedes med plejl. Om aftenen snoede karlene syrrev Samme sted oplevede han den første petroleumslampe, – et stort fremskridt.
Så kom krigen 1870-71 mellem Tyskland og Frankrig, og far blev indkaldt til sikringsstyrken i København. Da han blev hjemsendt og kom til Fredericia, havde han bestemt sig til at tage en tur til Sønderjylland, der jo efter den ulykkelig krig i 1864 var blevet indlemmet i Tyskland. Han tog vejen til fod ned langs østkysten og nåede til Kegnæsgård, hvor han fik plads som forkarl. Omtrent ved samme tid, – måske lidt før, var der til gården kommen en ung svensk pige, som hushjælp og malkepige. Hvordan hun var havnet her helt fra Midtsverige er en gåde, men da hun var gravid, lå der nok noget af en tragedie bagved. Hun var efter hvad jeg senere har hørt af hendes jævnaldrende ualmindelig smuk, og dertil var hun meget dygtig. Så den 26-årige nordjyde forelskede sig snart i den 23-årige pige. Han friede til hende trods hendes ulykkelige stilling, og lovede hende, at dette ingen betydning skulle få i deres fremtidige samliv. Om hun sagde ja fordi hun var kommet til at holde af ham, eller fordi det var en redningsplanke for hende i havsnød vides ikke, men hvad han lovede hende, og det ventede barn, – det holdt han livet igennem.
Hvem var så den svenske pige. Hendes navn var Sara Stine Andersdotter. Sara er født i Wåse sogn i Värmland. Dog her opgives faderens navn til Anders Anderson. Hun var sammen med moderen på en gård. Hun konfirmeres og får ved sin konfirmation en bibel, der følger hende livet igennem, – og sønnen efter hendes død. Efter konfirmationen har hun plads forskellige steder og kommer 19 år gammel til Kristenehamn, og har plads i et herskabshus. Her kommer hun i kontakt med mange, der kommer i huset, blandt andre en ung kappelan, der kommer til at stå i forhold til hende. Da de opdager at hun er gravid, ser de nok, heller ikke af hensyn til ham og hans fremtid, nogen anden mulighed, end at hun forlader landet. Hun rejser til Danmark og havner ligesom Poul på Kegnæsgård.
Da de blev gift kom de til at bo på Fjeldbymark i et daglejerhus, og nu begyndte for dem et liv med slid og slæb og en nu ukendt fattigdom. Et liv der i alt fald for mors vedkommendeskulle komme til at ende tragisk efter 35 års ægteskab.
At være daglejer i de tider bestod jo for fars vedkommende i om vinteren at tærske med plejl, for kosten og 50 penning om dagen, og ellers med møglæsning o.s.v. I høstens tid arbejdede han hos Hans Hansen i Fjeldby, der ejede huset de boede i. Daglønnen var da
til at begynde med 1 mark samt kosten. Alt høstedes med le, og mor var da med til at binde op. Der gik nogle år indtil det begyndte at blive aktuelt med afvanding af markerne, og far begyndte da at dræne. Det var et slid, men gav altid 1 mark om dagen, og var trods alt bedre end løst arbejde. Da far var en slider, havde han altid arbejde nok. Der blev dog efterhånden mange munde, der skulle mættes. Den 13. januar 1871 fødte mor sin første søn Johannes Andersen. Han fik navn efter sin moder Sara Andersdotter. Ifølge tysk lov måtte han ikke få sin stedfaders navn. Året efter fødtes Christian, og 2 år senere Marie. Derefter Jens, som døde som lille. I 1883 fødtes Kathrine, og så Andreas, der også døde som lille. I 1885 igen en Andreas. I 1887 kom så jeg og fik navnet Frederik. I 1889 endelig min yngste broder Thomas. Der var altså i alt 9 børn, hvoraf 2 døde som små. Jeg kan ikke lade være i den forbindelse at nævne vor halvbroder Johannes. Han var 16 år, da jeg blev født, og jeg husker ham kun fra han var 19-20 år som vor storebroder. Medens vi jo var en blanding af svensk ilterhed og jysk sindighed, var han noget for sig selv. Vi børn elskede ham faktisk. Han kom jo lidt hjem, og altid i sprudlende humør, og så havde han harmonikaen med og spillede og sang for os. En gang kom han ridende hjem fra session, og i stedet for at bruge penge til drikkevarer havde han købt en hel del mazipanfigurer til at glæde os med. Så der blev jubel, skønt mor skændte på ham for hans ødselhed. Han var nok også en af de første, der fik en cykel med luftgummihjul. Han var bomstærk, og der gik sagn om, at han engang tog et par karle, en under hver arm, og bar dem udenfor til afkøling. Han blev senere gift, og blev en proper hjemmeslagter og senere handelsmand med svin og kreaturer. Deres børn gik det godt.
Nå tilbage til vort hjem. Spørges der så, hvordan det kunne lade sig gøre, at alle kunne få føde, kæder, varme o.s.v., er det nødvendigt for det første at skrive lidt om, hvad en god mor betød for sådan et hjem, og for det andet lidt om den tids indstilling overfor fattigdom, som vor tid intet kender til.
Mor var jo som sagt født i Sverige, nærmere bestemt i Värmland den 5. september 1847. Hendes hele barndom og ungdom forblev hendes livs hemmelighed. Det jeg fortæller her er ting, jeg har sluttet mig til ud fra hendes måde at leve livet på, og det lidet vi som børn og voksne har kunnet danne os mening om ud fra den måde hun forsøgte at opdrage os på.
Jeg har skrevet lidt om far, der var så optaget af slid og slæb, og som vi elskede for hans store kærlighed til os alle, men når der skulle tales om opdragelse, så går han jo på en måde ud af spillet. Ham løb vi børn jo i møde hver aften, når vi endelig kunne begynde af vente ham hjem, og om søndagen, når han ellers ikke sad og klampede træsko, og hvad der ellers var at lave. Derfor oplevede han jo sjældent at skulle irettesætte os eller straffe os. Vi var jo ikke bedre end børn i almindelighed, og havde vore unoder, som andre børn; men vi forstår, at i et sådant hjem hviler hele opdragelsen på moderen. Hvordan var hun så? Ja nu hvor jeg skriver dette er jeg blevet gammel, og har set og prøvet lidt af hvert, men jeg har ikke truffet hendes lige. Hun var kærlig, men også bestemt for ikke at sige streng i hele sin måde at opdrage os på. Alt tydede på, at hun var opvokset i et helt andet miljø end hun var havnet i. Når hun talte om sin gøren og laden hjemme i Sverige, var det altid i herskabshuse det foregik, hvor præster, læger, godsejere og lignende færdedes. Vi børn har aldrig prøvet at sige du til vor mor, og selv har hun vist aldrig sagt du til nogen; en ting vi som børn fandt helt naturligt, men som jeg som voksen tit har spekuleret på. Hun var velbegavet og kunne næsten alting. Karte, spinde, sy og brodere, så mange efterhånden kom for at søge råd og vejledning hos hende i mange ting. Nogle med deres særlige livs problemer. Nogle kom med deres børn, som led af engelsk syge. Hvordan hun hjalp dem ved jeg ikke, men hun var allerede den gang inde på, at de manglede kalkstoffer. Mange led den gang af den sygdom, der nu snart ikke kendes.
Brændsel vaj jo også et problem, men når far om vinteren huggede hegn for bønderne, fik han lov til at få lidt tjørn, så vi havde gerne en 8-10 læs liggende i vejgrøften, som vi børn så blev sat til at hugge ganske småt, så de kunne stoppes i den gamle kakkelovn. Far havde en halmskærm, som han brugte når han slog skærver for kommunen. Den fik vi lov til at sætte for som læ. Et par kassevogne tørv og et par rummeter træ fra Sønderskoven fik vi også gerne hver vinter. Men vi var jo ikke pylrede med varme, som nu til dags. Vi frøs ikke sådan, da vi jo var vant til at gå ude næsten altid. Vi gik jo i bare fødder fra forår til langt ud på efteråret, også i skole. Huset vi boede i var ikke ret stort. 15 alen langt (ca. 9,4 meter) og 10 alen bredt (ca. 6,2 meter) bindingsværk udfyldt med en halv stens tavler, lerklinet og så lavt til loftet, at fader dukkede sig hver gang han gik under en bjælke eller gennem en dør. Stuen var vel 6 alen (ca. 3,8 meter) lang og 5 alen (3,1 meter) bred, med adgang til 2 alkover, hvor mor og far lå i den ene, og et par børn lå i den anden. Var vi mere end 2 børn hjemme, lå de i “e pissel”, hvor der var opslået et sengested af ru brædder. Alle sovepladser med bræddebund og halm underlag. Gulvene i stuen, den lille forstue og køkken var af teglsted og resten var lerstampet gulv, på nær vaskerummet, som var brosten. Så var der et rum, hvori der var brændsel, faders snibænk og en skagemaskine, ved siden af et aflukke med 8-10 høns. Når jeg tænker tilbage begriber jeg ikke hvordan vi kunne holde varmen i det hus, men dels var vi ikke kuldskære, og dels var det tøj vi brugte dengang altid vadmel, ligesom dynerne jo også var hjemmevævede og fyldte, – nærmest købt på dødsboauktioner for en rimelig pris. Og så er der jo det underlige med børn, når de har en god far og mor, og er mætte lige meget af hvad, og er beskyttet mod kulde, også lige meget af hvad, så kan de være tilfredse og glade også under sådanne kår.
Alle børn kom jo hurtigt ud at tjene, og selv om de oftest fik gode pladser, så var de dog hjemme så snart lejlighed gaves. De var jo taget i tjeneste for at aflaste hjemmet, og derfor blev de jo heller ikke skånet for virkelig at tjene føden, der oftest var det eneste de fik i begyndelsen, – men efterhånden var der ingen vanskeligheder med at få pladser til os alle. I 1895 kom den første selvbinder til Fjelbygård. Året efter kom jeg til præsten for at vogte køer, og 10 år gammel fik jeg en høstplads i Lysabild. Da høsten var ovre gav gårdejeren mig 6 grossen for min hjælp. Lige kommet hjem derfra, kom jeg til Fjeldby for at bære avner fra et “Ruston Damptærskeværk”, det første på egnen i 1887. Fader var fyrbøder indtil værket var slidt op i 1907. Efter 3 dages tærskning fik jeg 6 mark, som jeg syntes var en vældig betaling. Jeg havde de følgende år forskellige pladser, og fik også karlekammerlivet lært sådan som det nu var. Jeg var glad når høsten var ovre, og vi skulle i skole igen. Jeg havde det godt, og var flad for degnen. Jeg husker en gang mor var syg i en 6 ugers tid, da fik både min lillebror og jeg middagsmaden i degnegården. Ligeledes var præstens nogle prægtige mennesker. De bragte også til tider mad ud til os. Meget spændende var det juledags morgen for da kom præstens børn med legetøj, som de havde fået året før til jul, pænt lavet i stand og gav os. Jeg har tit tænkt på, at de virkelig kunne passe så godt på legetøjet et helt år, og så forære det til os, men de var næsten lige så lykkelige ved at give, som vi var ved at modtage. Det vidner om en fin børneopdragelse, og et kærligt sindelag. Mit tolvte år tilbragte jeg mest hos præsten med at hjælpe til ved alle ting. Besætningen var 7-8 køer, nogle svin, 2 kørerheste og en del høns. Når der kørtes ud var kusken i sølvtresset liberi og kasket, og seletøjet var skinnende blankt og hestene ligeså. Landaueren i fineste orden. At pudse seletøj og vaske vogn var min bestilling, og var det til præstens tilfredshed, kunne der vanke en drikkeskilling. Alt i alt havde jeg det meget godt her hos pastor Vogel. Det sidste år jeg gik i skole tjente jeg hos præstens svigersøn Hans Rymand på Ryvang. Jeg husker at var køerne på græs, måtte pigen og jeg op ved 4-tiden. Jeg var derfor ikke altid lige oplagt, når jeg kom i skole, og det kunne ske jeg nikkede lidt, men min forstående ven degnen lod mig roligt slumre lidt. Sidst i marts måned blev jeg konfirmeret i en blå habit, som jeg havde fået i løn for det sidste år. Jeg var ked af at skulle forlade skolen og det kneb at få sagt farvel til degnen. Så kom jeg fra 1. april i snedkerlære hos snedkermester Jørgen Meyer i Vollerup. Jeg havde det godt der, som hørende til familien. Andet år af min læretid, købte mester mig en gammel cykel på luftgummihjul, og jeg var meget stolt, dat jeg den efterfølgende søndag kørte hjem til Fjeldbymark på den. Jeg blev udlært den 8,. april 1905, og fik arbejde hos snedker Damm i Lysabild. Lønnen var dengang 35 penning i timen på egen kost for en 10 timers arbejdsdag. Jeg boede og spiste hjemme. Hen først i juni 1905 tog min broder Andreas, min søster Kathrine og jeg til Flensborg en søndag for at se en flyveopvisning. Vi cyklede dertil, og kom hjem om aftenen. Det blev jo lidt sent, og vi sov fast, men om morgenen kom far og vækkede mig. Han var knuget af angst og sorg, og fortalte at min mor var druknet i en mergelgrav, kun 50 meter fra vort hjem. Det er ikke til at sige den sorg vi alle følte. Et tragisk liv var for vor moder dermed endt. Hun blev kun 58 år gammel. Mor havde længe været stærkt deprimeret, dels af den knugen af hjemve, som jo ikke kunne stilles på grund af, at alle broer var afbrudt og der heller ingen økonomisk udvej var for sligt, dels havde depressionen udartet sig til en slags forfølgelsesvanvid, som så havde modnet en beslutning om at gøre ende på tilværelsen.
Nu var far ene og vi var moderløse. Min søster Marie blev en kortere tid hjemme hos fader, men måtte dog igen i sin plads hos smedemester Nicolai Henningsen i Vibøge.
Far havde senere nogen tid ophold hos vor broder Andreas i Holballe og i 1915 kom han til os efter at vi havde købt ejendom i Hestholm Nr. Bjært, ved Kolding. De sidste år henlevede far hos vor broder Thomas, der også havde en mindre ejendom i Nr. Bjært, og var vognmand ved siden af at passe ejendommen.
Far døde i 1923, 79 år gammel. Underlig som livet kan forme sig. Født i Thy, havde levet størstedelen af sit liv på Als, og nu afsluttedes hans liv hos hans yngste søn på Kolding egnen. Et langt arbejdsomt og nøjsomt liv var afsluttet, levet i en tid, der kunne synes hård, men dog var der trods alt vel også for de to mennesker Sara og Poul solstrejf ind over dagene, der gjorde deres tilværelse tålelig. Deres børn klarede sig godt, og for dem blev tilværelsen lysere, end for deres gamle forældre.
Grønnes kun se det er sagen, leve med og være vågen. Leve kort tid eller længe, blot vi lyser op i tågen