“Fra min tid som krokone”

Fra min tid som krokone,

fortalt af Christiane Petersen, Lysabildgade, før Lysabild Kro.

 

Christiane Petersen har været krokone på Lysabild kro fra 1922. Hun fortæller her om gilder, der har været holdt på kroen, og hvordan de fungerede.

Et alsisk gilde er et bryllup. På Nordals blev et bryllup kaldt for kost, men på Sydals blev det kaldt gilde. Christine har skrevet meget ned og kan derfor fortælle en hel del:

Hvis der var over 100 gæster, så kaldtes det et stort gilde. Hivs der var under 100, f.eks. 92 gæster, så var det kun et lille gilde.

I de første år vi var på kroen, begyndte gildet om eftermiddagen. Når vielsen i kirken var overstået, kom brudeparret og alle gæsterne til stort kaffebord (Wienerbrød, konditorkager, tærter og lagkager). Så gik de lidt rundt og snakkede, og så skulle de langs og “se brudesengen”. Senere kom de så tilbage og så gav de deres gaver.

Det særegne ved alsiske gilder var, at gæsterne selv betalte, hvad festen kostede. Nogen ringede til os i forvejen og spurgte om prisen, og så gav de gave efter det. Nogen gav kun lige hvad det kostede og andre gav lidt mere.

Brudeparret sad i en ekstra stue. Det kaldte vi for brudestuen. Der stod en terrin på bordet foran dem med en serviet over. Folk ønskede tillykke og lagde deres kuvert med pengene i terrinen. Alle fik et glas vin. Til aften blev der “blæst til spisen”. En trompet gav signal, at nu skulle alle til bords. Det kunne godt tage tid, inden alle var placeret, og det var lidt irriterende, at skulle stå og holde maden varm. Efter spisningen, der gerne bestod af suppe, steg og dessert, begyndte dansen. Først brudedans. De første på gulvet var naturligvis brudeparret, men så skulle hele den nærmeste familie også danse med. Der var ikke noget med at kysse. Så måtte alle danse, og der var “frit drikken” hele natten af “Balle Punch”, (Punchbowle).

Omkring 1933 begyndte det med natmad. Så fik de lækkert smørrebrød, som jeg og mine medhjælpere stod og smurte hele natten nede i kælderen. Nogen gik og ventede på det lækre brød og de kom ikke rigtig i gang med at more sig. De ville ikke være fulde, for så kunne de ikke spise noget. Senere gik man over til at holde aftenbryllupper. Så kom gæsterne først “til spisen”. De blev også modtaget med musik, men der blev ikke “blæst til spisen”.

Gaverne, altså penge i en kuvert, stak man hen ad vejen til side, i løbet af aftenen, eller de kom og sagde: “Kromand, kan du ikke tage de her kuverter og gemme dem?” For når de skulle danse, var det lidt mange penge at rende rundt med. Som tiden gik, gik man mere over til at give ting i stedet for penge,. Der var engang et par, de fik så mange spiseskeer og teskeer, ja, i sætvis, og hvad skulle de med alt det. Det var alt for meget. Så havde brudens mor endda i forvejen sagt til folk: “I kan bare give penge til brylluppet, for vi har købt alt til vor datter. Hun har alt, hvad hun skal bruge”.

Dagen derpå, kom brudeparret så kørende for at hente gaverne. Der var i grunder meget skidt iblandt. Der var mange gæster, der var kommet billigt om ved det, men så var der også nogen “galt” fine ting. En sådan fest kostede for dem, der holdt den: 26 kr. pr. par – 13 kr. pr. person, og så tjente vi endda på det.

Hvis man ville have vin til maden, skulle der betales ekstra. Musikken var også ekstra. Kromanden bestilte musikken. Der var normalt 3, der spillede, en enkelt gang 4. Hvad de fik for det, husker jeg ikke. De spillede gerne til kl. 5 om morgenen. Blev det senere, skulle de have en ekstra time betalt. Jeg så helst de holdt kl. 5 og ikke kl. 7. Så var det højlys dag. Om vinteren kunne det endda gå an, for da var det mørkt endnu, men man skal ikke se en fest ved dagslys.

Vi havde 2 koner til at hjælpe med at lave maden. Jeg ser de fik 13,50 kr. og 22 kr. Til at varte op havde vi to tjenere, og hvis det var noget rigtig stort, var de tre. Vores pige ville også gerne hjælpe, så tjente hun lidt ekstra.

Til en fest var der fri rygning. Der stod cigarer i ølglas rundt om over det hele. Så kunne gæsterne tage selv, men det var ikke meningen, at de skulle tage dem med hjem. Engang var der en gæst, der sagde til en anden: “Har du nu forsynet dig godt, for det skal jeg love for, jeg har. Jeg har lommerne fyldt, så jeg har cigarer til lang tid”. Det hørte en af vores tjenere, og han tænkte: “Det skal manden nu ikke have godt af, for det mangler bare, at han sådan skal forsyne sig, fordi det er gratis.” Så gik har hen og tog om manden og klemte godt til, mens har sagde: “Har du moret dig godt, og har du fået alt, hvad du skulle have?” Jo, manden havde da moret sig godt og fået alt. Bagefter har han dog kun kunnet bruge cigarerne i piben. De var blevet mast. – Den slags folk fandtes, – dem var der adskillige af.

Jeg gik aldrig i seng med det samme efter en fest, for jeg skulle have børnene op og i skole. De skulle ikke komme for sent, fordi vi havde haft travlt. Så arbejdede jeg igennem til middag.

Vi havde en kone, der hed Trine Møller, til at hjælpe med oprydning og rengøring dagen efter, så vi fik det meste af vejen om formiddagen. Derefter fik vi middagsmad, og så sagde Peter, min mand: “Nu skal du virkelig gå op og sove”! Jeg gik i seng, men sove kunne jeg ikke, for Trine hun snakkede og snakkede med Peter, mens de gjorde arbejdet færdigt. Jeg kunne høre Peter kysse på hende flere gange og sagde: “Christiane skal sove”, men det glemte Trine snart igen og hun snakkede videre. Jeg kunne ikke sove, så tænkte jeg: “Nej, nu skal det være slut”. Jeg tog min pude og mit tæppe, og så gik jeg ud og lagde mig i det yderste hjørne af vores have. Der kunne jeg sove. Toget kørte lige forbi af og til, men det var vi så vant til, at det hørte vi slet ikke. Da jeg omsider vågnede, lå der kulstykker rundt om mig. Det var togfolkene, der ville drille mig, og for at vise at de havde set mig, kastede de kul over til mig. Jeg havde arbejdet i 1½ døgn, og var så træt, at jeg intet havde bemærket.

Ja, der har været meget arbejde dernede på kroen, men det var alligevel en dejlig tid. Indtil den nye skole i Lysabild blev bygget, havde vi ungdommen. Og hvor var de søde – ja, det var de.

Christiane fortæller om, hvad der blev brugt af varer til en fest og hvad priserne var: Til et bryllup i 1933 med 92 personer, deraf 3 børn, blev der brugt:

100 pund kød til steg (vi regnede gerne med 1 pund kød pr. person). Stegen blev stegt henne ved bager Krogh, (han boede lige ved siden af). Dertil 12 pund ærter, 4 pund gulerødder, 12 pund snittebønner, 8 pund svesker, 2 pund abrikoser, 2 pund tørrede æbler, 25 syltede agurker, 100 pund kartofler og 10 anretninger is.

Til natmad: 10 pund smør, 4 stk. rugbrød, 10 pund kalvesteg, 2 pund skært hakket kød med løg, 200 stk. pålæg, 60 hårdkogte æg, 3 dåser appetitsild og gaffelbitter, russisk salat, italiensk salat, fiskesalat og roastbeef, samt 4 kasser øl, 1½ kasse citronvand.   (Hvis de fik vin til maden, kostede det ekstra).

Ellers var prisen for alt det ovenstående inklusive fuldt kaffebord: 26 kr. pr. par – 13 kr. pr. person. Så skulle vi endda tjene på det. De to koner, der hjalp os ved madlavningen fik 13,50 kr. og 22 kr.

Engang havde vi nogle fine herrer til smørrebrød, det der kaldtes det dyre brød. De var fra amtsrådet, og havde været ude på Pøl, og se på noget der. Jeg kan huske, vi lavede sådan noget fint brød til dem. Bagefter var ham, der havde bestilt maden, (han var her fra Lysabild) helt begejstret, at det var gået så godt. Han gav hånd og jeg fik 10 kr. ekstra. – Det var mange penge dengang.