Galgebjerg ved Mommark
Af Steen Jørgensen, Lysabild sognehistorisk Forening
Jørgen Jacobsen skrev i bogen Og snart er alting længe siden: ”Et gammelt sagn fortæller, at der her i Mommark har stået en galge. Den skal efter sigende have stået på Peter Pallesens mark (nord for Galgebjerg). Ved det østre hegn er der en lille høj, og på den skal en galge have stået, men der er aldrig fundet spor af den. Jeg er senere kommet i tanke om et andet sted. Det var dengang den nye vej blev anlagt her fra og til Spang. Marken, der ejes af hans Bladts enke, ligger på den højre side fra øst, fra vejen der går ind til Hedemøllen, og herfra højner den stærk op til skellet mellem Tandslet og Mommark. På den vestre ende er der højt, og der er god udsigt over landet. Da vejen skulle hæves tog man et hjørne af bakken til fyld. En dag da jeg gik forbi talte jeg med en mand der arbejdede der. Han fortalte ”Jeg kan dog ikke vide hvad her er blevet begravet, her er så mange knogler” Jeg spurgte ”Er der mange af dem” ”Ja ikke så få” sagde han. ”Hvor gør I ad dem” spurgte jeg ”De kommer med i fyldet for de fylder også” Senere er jeg kommet til at tænke på om det er her galgen har stået og forbryderne så er blevet begravet her ved galgen? hvorledes skulle knoglerne ellers være kommet her?”
Jørgen Jacobsen er slet ikke forkert på den, og jeg mener, at det er det tætteste, vi kan komme retterstedets placering. Det oprindelige tingsted for Als er ikke kendt, men det har sandsynlig ligget i Lysabild sogn, hvor det højeste punkt ligger ved Mommarkvej nr 359 (også Hedemøllen) tæt ved bebyggelsen Galgebjerg, hvor den oprindelige Mommarkvej gik. Så fundet af mange knogler er et godt tegn. Galgen behøver ikke at have stået lige der, hvor bebyggelsen er. Der er ingen, der har lyst til at bo tæt ved en galge. Men en galge skal stå et sted, hvor der kommer folk forbi så den kan virke til skræk og advarsel, så derfor skal den også stå højt, så den kan ses. Men de spor, der kendetegner, at der har stået en galge, er, at de henrettede blev begravet under galgen og rundt om. Så masser af knogler i jorden er et godt tegn.
På vejen mellem Fjelby og Vibøge støder vi på stednavnet Galgetoft (Lyshøj 38,6 højdemeter). Det er der, hvor det gamle sprøjtehus lå (Sprøjtehuset hvor æ Knacker skjulte sig i et par uger). Begge galger har nok hørt under Kegnæsgaards len.
I 1534 blev præsten fra Lysabild henrettet for delagtighed i en sammensværgelse, som skulle befri Christian 2. fra fængslet på Sønderborg slot.
I middelalderen var Als delt i Nørre og Sønder herred. Senere blev disse yderligere opdelt. I Sønder herred kom de augustenborgske godsområder til at dominere fra midten af 1700-årene. Det sydlige Als dannede fra omkring 1616 Kegnæs Birk, som havde tingsted ved kirken. Og her skulle der også have stået en galge. Der er flere stednavne som Galgeager og Galgebjerg, den ene af de nye vindmøller har fået navnet Galgemøllen.
På trods af at jeg har brugt utallige timer på at pløje gamle kort fra 1677 og fremad, er det ikke lykkedes mig at finde de nævnte stednavne. Men der er rigtig mange af de alsiske galger med på 1677-kortet.
Henrettelser
Hvad blev man henrettet for? Trolddomskunst var en sikker vej til bålet. I 1543 brændes der 52 hekse på Als. Sjovt nok var 9 ud af 10 kvinder. Lavede man et kirkerøveri fik man med sikkerhed lov til at nyde udsigten øverst fra galgen. Barnemordsager og fødsel i dølgsmål var også den sikre vej til galgen på det tidspunkt. For voldtægt blev man halshugget med svær. Ellen Nissen fra Lavensby blev i 1848 også halshugget med svær for at have aflivet sit barn, som hun i utugt havde avlet med Lauritz Lauritzen.
Utroskab i Ribe og Tønder: Hvis en mand pågribes med en anden mands ægtehustru, er det ret, at han af ham trækkes op og ned af stadens gader ved lemmet. , og hvis det træffer sig, at ægtemanden efter at have taget vidner med dræber horkarlen eller begge, i horesengen, skal han hverken betale erstatning eller bøde.
Det er forskel på, hvor alvorlig dommen er – ligesom der er forskel på kvinder og mænd. Igen ved et kirketyveri begået af 5 personer, da bliver 1 kvinde og 1 mand hængt, men de tre andre blev lagt på steiler, det vil sige at kroppen blev delt i et passende antal stykker. Hovedet var dog sikker på at komme på en stage.
For mænd, der var blevet dødsdømt, kunne der idømmes en tillægsstraf, hvis der var tale om en grov forteelse. Det var knibning med gloende tænger. Anvendelse af disse er bl.a. blevet omtalt i Aabenraa i 1699.
I meget grove sager kunne dommen også lyde på ”radbrækning”. Den dømte blev da bragt fra livet til døden ved at brystkasse, arme og ben blev knust af et vognhjul, på tysk ”Rad”. Denne løftede skarpretteren med stor kraft og førte mod offeret. Denne afstraffelsesmetode havde flere former.
Den værste form bestod af radbrækning nedefra og op for efterfølgende levende at blive flettet på hjulet. Det næstværste var at blive aflivet på lignende måde, men med et nådestød som afslutning på lidelserne.
Endelig var der de tilfælde, hvor radbrækning skete ovenfra og indledtes med normalt dødelig stød mod nakken eller brystbenet. I Sønderjylland var radbrækning normalt i 1500-1700-årene.
Man var ikke altid god til at vedligeholde galgerne, således faldt galgen i Aabenraa også ned i 1728. Men det var ikke så lige til, at få håndværkerne til at hjælpe med det håndværksmæssige.
I 1796 skulle husfogeden i Aabenraa sørge for at få rejst et skafot. Det viste sig at være uhyre vanskeligt. Ingen håndværker ville risikere sit gode navn og rygte ved at udføre et sådant arbejde, der blev betragtet som ”uærligt”. Hjulet og stagen endelig blev leveret af en håndværker i Felsted.
Blod skulle helbrede
En meget ejendommelig skik oplevede man efter mange henrettelser. Man troede, at blodet fra en henrettet var et sikkert middel mod ”den faldende syge” (epilepsi). Man havde bæger med. De pågældende fik lov til at komme inden for afspærringen og optage blodet. Således vides at tre syge fik lov til at drikke den halshuggedes blod i Hjordkær i 1834.
Når blodet var drukket, skulle den syge løbe over flere bymarker, før blodet havde sin virkning.
Hvad koster det så?
Hugge hoved af med sværd – 10 rigsdaler
Hugge hoved af med økse – 8 rigsdaler
Hugge en hånd af – 4 rigsdaler
Sætte hånd og et hoved på stejle – 4 rigsdaler
At patere en hel krop og sætte den på stejle – 10 rigsdaler
En hængning – 10 rigsdaler
At nedtage liget – 4 rigsdaler
For at hensætte en i gabestokken – 2 mark
For tortur (so oft Einer torquiret und gepeiniget wird) 1 gylden
Det var mere fornemt at blive halshugget end hængt. Og dette kunne man betale sig fra.
Lovgivningen skulle virke afskrækkende. Ofte blev de ikke ført ud i livet. Man blev benådet, indgik forlig med offeret eller betalte en bøde. Fængselsstraf kendte man ikke i middelalderen. Det var kun gældsfængsel, hvor man sad ind til man havde betalt sin gæld.
Min egen slægt fik datidens strafudmåling at føle i 1525. Vi have et stort gods ”Kannegaard” vest for Aarhus. Vi var blevet adlet af kongen, da der opstod en strid om skelgrænser mellem vores gods og nogle storsnuede selvejere. Min forfader havde en markant personlighed og var også noget hidsig, så under et møde ved skellet endte det med, at han slog nabosønnen ihjel. Det var ikke så godt, men da vi var adelige den gang, blev sagen indbragt for kongen. Kongen gav min forfader valget om at betale blodpenge i form af godset eller miste hovedet. Kongen nappede godset. Om selvejeren fik nogle af pengene, melder historien ikke noget om. Siden er det gået noget nedad bakke med slægten J
Først i 1600–tallet fik man fængsler, hvor man kunne genopdrage forbrydere. Dengang var det mere vanærende at blive hængt som tyv end at blive halshugget som morder. Derfor måtte tyvens arvinger afstå hele deres arv til byen og fogeden, mens den halshuggedes arvinger kunne beholde arven.
Skarpretteren
Skarpretteren var en af købstædernes embedsmænd. Ja, det var han helt op til det nittende århundrede. Navnet fører os helt tilbage til middelalderen. Dengang skulle skarpretteren kun udføre halshugning. Andre dødsdomme som hængning (for uærlige) eller partering og stejling (for kvalificerede) blev fuldbyrdet af bødlen, som var skarpretterens medhjælper.
Bødlen hørte til samfundets udstødte og foragtede personer. Vanæren hvilede ikke på skarpretteren, der ikke kom i umiddelbar berøring med den domfældtes legeme, hverken før eller efter dommens fuldbyrdelse. Han skulle kun udføre selve dommen, hvorefter det videre fornødne blev foretaget af hans medhjælpere.
Skarpretteren måtte dog også finde sig i mange ydmygelser. Man nægtede ham således borgerret. Han skulle bære en særlig dragt og indtage en bestemt plads i kirken, kroen og ved offentlige fester.
Efterhånden fik skarpretter og bøddel dog samme betydning. Den samme person måtte ene påtage sig de forskellige hverv, som også omfattede rakkerarbejde.
For at hensætte en i gabestokken have 2 mark
For tortur (so oft Einer torquiret und gepeiniget wird) 1 gylden
Regning for rakkerarbejde
Med at fjerne selvdøde dyr:
Hest, ko eller okse, der døde i stalden, foruden huden:
Drankgeld: 4 skilling lybsk
For et får 4 skilling
For en ung kalv 8 skilling
For et svin 6 skilling
For en hund eller kat 4 skilling
For rensning af nødtørftshuse (die heimliche gemächern) og bortskaffelse af det urensede skal han have en passende godtgørelse.
Henrettelser som forlystelse
Offentlige henrettelser ansås af mange for at være skuespil – en slags forlystelse. H.C. Andersen måtte som latinskoleelev i 1825 overvære halshugningen af tre mennesker, idet hans rektor fandt, at det var et gavnligt led i elevernes uddannelse.
I 1882 blev den lollandske landarbejder Anders Nielsen Sjællænder dømt til døden for mord. I overensstemmelse med datidens praksis skulle henrettelsen foregå på det lokale rettersted, Sølvbjerghøj. Den 22. november 1882 førte landets eneste skarpretter, Jens Sejstrup, øksen. Henrettelsen blev overværet af ca. 3000 tilskuer. Henrettelsen vakte stærke reaktioner i pressen. Især fordi Sejstrup måtte hugge flere gange, inden hovedet blev skilt fra kroppen. Blandt kritikerne var den senere kendte forfatter Herman Bang. Han lod sin reportage munde ud i en appel om dødsstraffens afskaffelse. Anders Sjællænder blev da også den sidste, som blev offentligt henrettet i Danmark. Den næste henrettelse i 1892 skete for lukkede døre i Horsens Tugthus. Dødsstraffen blev afskaffet i 1933.
Det var mit beskedne bud og bidrag til Søren Brink Vandkær Thomsens spørgsmål om Galgebjerg. Det er et spændende emne, som fylder rigtig meget, og som man kan læse mere om i nedenstående kilder.
Af Steen Jørgensen, Lysabild sognehistorisk Forening, 2018
Kilder:
Jørgen Jacobsen. ”Og snart er alting længe siden” (Bogen kan købes i lokalarkivet)
Niels H. Kragh-Nielsen. Galgehøj og rettersted.
Diverse artikler i Sønderjyske månedsskrift og Sønderjyske årbøger
Tak til Rene Rasmussen, Sønderborg Slot
Uwe Brodersen, DengangDanmark.dk
Hans Duus, Fjelby