“Afskrift fra arkivet”

Afskrift fra arkivet

Om den traditionsrige generalforsamling i Skovby Grandelaugs Pøls forsamling 3. juledag fortæller Mathias Petersen Skovby:Hvert år på 3. juledag var der Pøls-forsamling i Skovby Kro, klokken 3 præsis. Det gav bøde hvis man ikke mødte til tiden.

Hver mand havde sin bestemte plads i den blå stue. Min far og Hans Bonde (Skovby) sad i sofaen som formand og kasserer. Formanden aflagde beretning om årets begivenheder, kassereren læste navnene op over alle dem som skulle betale bøder, det var dem som ikke holdt deres hegn i orden eller hvis de havde haft en løsgående hund med ud på Pøl, når de var ude for at se til deres kreaturer. De fik ikke at vide hvorfor de fik bøde, men hvis de spurgte, kostede det det dobbelte. Prisen var 3 eller 6 kroner. Alle pengene blev om aftenen drukket op i ballepunch. Efter gammel tradition skulle ingen stå ved, hvad de havde sagt den dag, så når 2 naboer havde et mellemværende, kunne det bedst ordnes den dag.

                      Når en lodsejer var med for første gang kaldtes de ”unge høns”. De blev optaget i laget ved, at min far og Hans Bonde lavede en romgrog, stillede den oveni 2 tallerkner og sendte den rundt. Når den kom til en som følte sig truffet, sagde forsamlingen ”Skål”, og vedkommende skulle så drikke groggen og lægge en skærv ind mellem de 2 tallerkner. Derefter gik tallerkenen igen tilbage til bestyrelsen, hvor pengene blev lagt i en fårepung. En ny grog blev lavet og igen sendt rundt. Der kunne være en i blandt for første gang som forpagter, som ejer, var blevet far, eller lignende. Min far sagde altid til ”de unge høns”: ”I skal ikke give over evne, men I skal heller ikke forringe jeres stand”.

                      Jeg var engang med som gæst, indbudt af min far. Det var en oplevelse! Vi var 5 mand, Christian Bonefeld, Skovbyballe, Rasmus Jørgensen, Skovby, Nis Nissen Pommersgaard, Frederik Hansen, Lysabildskov og undertegnede, der havde jagten på Pøl i forpagtning for 300 kroner årligt.

                      Min far sagde altid: hellere leje jagten ud til nogen der forstod at lukke leddet lidt billigere, end til mennesker, selvom de ville betale mere for jagtretten. Gårdejer Jørgen Møller, Gravhøjgaard i Skovby digtede sange i dagens anledning.

                      Min oldefar Andreas Duus, Skovbyballe var Pølsforstander 1866-69. Min bedstefar Mathias Petersen, Skovby i 1895-1908, min far Andreas Petersen, Skovbyballe i 1922-1944, da Pøls Grandelaug blev ophævet

 

Underskrevet af Mathias Petersen