Manuskript til radioudsendelse april 1985 (Radio Syd)
Alsiske festskikke – fortalt på dialekt….
Når der skal fortælles om skikke og traditioner på Als, har jeg opdaget, at det er et meget stort emne, sikkert større end de fleste tror, men også et interessant emne. Der er skikke som næsten er gået i glemmebogen, men der er heldigvis også nogen som har holdt sig, i hvert fald er bevaret langt op i tiden. Dog vil et fortællen om dette, altid være præget af den , der fortæller. Hvad man selv har oplevet som barn og ung, og i familiens og landsbyens traditioner. Af samme grund vil mange nok også bagefter tænke på en del, som jeg ikke fik med, og til det vil jeg kun sige: Prøv selv at samle lidt sammen, skriv det ned, eller sørg for at det bliver gjort, og I vil opdage, hvor interessant det bliver.
Der kan nemlig være traditioner, der er så almindelige og dagligdags, at vi knap lægger mærke til dem, men som vi ganske givet kom til at savne hvis ikke de var der. Vi kan bare tænke på, hvis der ingen ønskede os til lykke den dag vi har fødselsdag, eller ønsker glædelig jul ind under jul og godt nytår omkring 1. januar. – Det bliver da godt nok brugt overalt, og kan vel ikke komme ind under alsiske skikke, men det er da traditioner, som vi ikke gerne vil undvære.
Så var der andre festskikke, som hører hen under uarbejdet. Det var vel nærmest arbejdsgilder, og eftersom Als er en landbrugs ø, hører de fleste skikke nok arbejdet på gårdene til, – og at samme så betegnes som festskikke hører nok alsingernes glade sind til. Der skulle ikke søges ret længe efter en anledning for at komme tkil at feste, – og det gør sig da for øvrigt gældende den dag i dag. Dog har skikke og traditioner varieret meget. Hvad der var skik og brug i Nørherred, eller på Midtals, var ikke sikkert det brugtes i Sønderherred, eller omvendt. Ja nogen steder var det afgrænset mellem sognene, ligesom dialekten. Blev der sommetider bragt en skik fra den ene egn til den anden, kom det nok, hvis en ung blev gift med en fra en anden kant, eller et andet sogn. Måske forstod vedkommende at markere sig, og fik på den måde skikken bragt med. Dog må vi huske, at før i tiden blev de unge ikke gift så langt væk, og derfor har det kun været ganske lidt at skikke og traditioner har ændret sig., Hvordan de enkelte skikke formede sig, vil jeg nu forsøge at fortælle, og jeg vil ligesom trække en linje gennem hele året, for at have en retningslinje.
Nytårsaftensdag: Børnene slog potter, og førhen gik de virkelig med potteskår og kylede dem på trappestenen eller på de toppede brosten. De blev så budt på æbleskiver og saft, og der blev ønsket godt nytår. I dag går de med en ringeklokke eller knaldbøsse, og så råbes der godt nytår. Lukkes døren op, er det skik at hver enkelt får et stykke slik, og så råbes der igen godt nytår når de går. Det er nu nok kun på Sydals at denne skik har holdt sig, men personlig ville jeg da nødig undvære disse børn nytårsaftensdag.
Så har vi også Hellig tre kongers aften d. 5. januar, hvor hvem der kan finde på det, klæder sig ud, og går rundt i byen og hilser på. Helst skal de udklædte kunne agere en lille smule, ja ligesom spille en lille komedie. Kan de enten synge eller spille lidt, da er de i mange hjem meget velkomne, og der bliver budt på en skænk – som godt kan give hovedpine inden den aften er slut, og måske mere endnu dagen efter.
Et par eksempler: Der kom en hel flok, hvoraf to bar en ret stor pengekasse, og de bad så mindeligt om et bidrag til denne, men pointen i dette var, da vi opdagede, at de enkelte af de udklædte forestillede de mest markante i kommunalbestyrelsen. Der kom også engang en mand, med en forfærdelig tandpine. Manden var ikke ret meget forklædt, kun med et par ekstra store trøjer på, således at han fyldte rigeligt, og så havde han et mægtigt langt tørklæde snoet flere gange rundt om hoved og hals. Desuden var han meget urolig og klagede og jamrede over tandpinen., Hjælpe ham kunne vi jo ikke, og snart gik han igen, vel nok til den næste nabo. Dagen efter opdagede vi så, at det var en god ven og nabo men morskaben var så stor, at vi ikke opdagede hvem han var.
Også en dato som 2. februar: Kyndelmisse, har der hørt traditioner til. Der var noget der hed kyndelmisseøl, og det stammer helt tilbage fra før 1878. Da skulle bønderne nemlig betale tiende til præsten. Den skulle betales til den 2. februar, og han gav som regel lidt rabat. For dette beløb købte bønderne øl og festede, og måske i en kold og hård vinter har det været en kærkommen lejlighed til en fest. Desuden blev det sagt om kyndelmissen, at nu var den halve vinter gået, og man tog bestik af dyrenes foder — kun det halve måtte være brugt, ellers måtte rationerne skæres ned, således at det kunne slå til. Ligeledes med tørv eller andet brændsel, kun det halve måtte være brugt, ellers måtte der spares eller findes andre muligheder.
Også et vintergilde skal nævnes her, men det hører nu nok nyere tid til. Det var, når der blev skovlet sne. De enkelte huse og gårde skulle stille med mandskab til snerydning, og når der skønnedes, at nu var vinteren omme, blev der i fællesskab på en af gårdene spist æggeflæskekage, og naturligvis drukket øl og snaps. Det var nok mest et mandfolkegilde, hvorimod de fleste fester hørte familien til.
Der har også været noget som kaldtes skiftegilde, som endelig ikke må forveksles med skyvgrød. Skiftegilde blev holdt, når nye ejere overtog en ejendom, om det var som regel d. 22. februar. Senere er det så blevet med overtagelsesdatoer 1. marts eller 1. april, of festen erstattet med “lejkøb”, – hvor den som solgte ejendommen gav en middag eller lignende til køberen og hans familie, – Først når de nye havde holdt skiftegilde for familie og naboer, var de optaget i landsbyen, og da blev der drukket og danset,. – Da kunne der danses, om de så kun sang viserne til, moret sig har de ganske givet gjort.
Der har for øvrigt her i sproget eller dialekten været en markant udvikling. I generationerne før mig, da sagde man, at de gik til dans og da jeg var ung, (for også snart mange år siden) da gik vi til bal, hvorimod de unge i dag, de går på diskotek. – og har dansetrinene ændret sig, så er forskellen nok ikke så stor..
Nævnes skal også pigeballer. Det var fester der blev holdt hvert 4de år, når der var skudår, og pigerne overtog karlenes rolle med inklinationen. Det blev holdt en af de sidste dage i februar og pigerne inklinerede og dansen gik lystigt, og var der piger som ellers ikke fik danset så meget, så var chancen der. Desværre var det vanskeligt at holde liv i en sådan tradition, vel nok mest fordi det kun fandt sted hvert fjerde år, og i dag tror jeg slet ikke det kunne arrangeres.
Også en gammel skik som at slå tril på Påskedag, er forsøgt genoplivet enkelte steder, og initiativtagerne skal da kun roses derfor. En tril er et ca. 4 cm. afsavet stykke af en træstamme (i diameter var den vel 20 cm.), og så gik det ud på, at være to hold, og så kyle trillen langs ad vejen, imod det modsatte hold, og så se hvor langt den kunne løbe, før den blev mødt af det modsatte hold. Der måtte gerne bruges stokke og brædder til at standse trillen med. Fra det punkt, hvortil den nåede, blev den så kastet imod det modsatte hold, og så gjaldt det om at fordrive hinanden. Det var en udmærket motion, efter påskeæggene var spist, for både store og små. Dog – i dag med asfalterede veje og stærk trafik i enhver landsby, er selve sporten lidt vanskelig at gennemgøre, men festes omkring en tril, kan der vist godt alligevel.
Vi kommer så frem til 1ste maj, der ligesom 1ste november var skiftedag for mange karle og piger rundt om på gårdene. Et bybillede, i den anledning, som mange af os husker tydeligt, er de arbejdsfjedervogne, der kørte med klædeskabe og kommoder. Farten med hestekøretøjer var jo ikke så stor, og kusken kendte vi, – og så var det altså den eller den gård der fik ny pige eller karl. – Var dette ikke netop en af festskikkene, så var det da en “stor” dag for mange, der skulle i en ny plads. Ofte var det jo ganske unge, der skulle ud at tjene, og det skete da også at de skulle holde lidt for, f.eks. kunne det ske, at en ung pige eller dreng blev sendt til naboen, og skulle bede om at låne deres møddingskraber. En møddingskraber findes ikke, men gik naboen også med på spøgen, blev der, uden at den unge så det, fyldt en sæk med ragelse, sten og lign., således at det var meget besværligt at transportere den hjem – kun for at blive leet ud, når det opdagedes, hvad sækken var fyldt med. Det samme bud kunne være om at låne en tagsaks, som findes lige så lidt en møddingskraber. Jo, det kunne være hårdt på mange måder i en ny plads.
Men ellers var forsommeren jo herlig i landsbyerne. Lidt konkurrence var der nok i at holde huse og gårde og omgivelser, og ligesom der blev gjort forårsrent inden døre, blev der også kalket og gjort i stand ude, – var der bindingsværk blev dette malet, – og det var skik, at det var gjort inden d. 15de juni, Vitusdag, på dialekt Fittesdag, og så blev der holdt Fittesdans på kroerne. Det foregik på den måde at børnene samledes og dansede om eftermiddagen. Traktementet, chokolade og kager var gratis for børnene. Det blev betalt fra to eller tre gårde i byen, på skift naturligvis. Om aftenen samledes så de voksne, og det vil sige – alle, både unge og ældre, og der dansedes of festedes i hvert fald til kl. tre om natten. Denne Fittesdans blev holdt i mange landsbyer, og vi ved at på Sydals blev den afholdt endnu i midten af trediverne, og var vel nok en fest der blev set hen til med forventning, netop fordi alle var med.
Familieskikke er naturligvis et kapitel for sig, men jeg synes de skal have plads midt i min beretning, fordi de af naturlige årsager var fordelt over hele året. Disse traditioner var jo i mange tilfælde knyttet til kirken og kirkens handlinger, f.eks. med pladserne i kirken, Konerne sad til venstre for midtergangen og mændene til højre. Vi habde også i vores kirke en afdeling som de kaldte “e Kådnerstai”, hvor husmændene satte sig. Det var noget der blev holdt i hævd langt op i tiden, vel nok op til fyrrerne, – men naturligvis skulle det kunne være lige meget, hvor man satte sig.
Så har vi navngiven ved barnedåb. Blev den første dreng i familien døbt, fik han farfaderens navn, den næste morfaderens og den tredje faderens navn, og ligeledes med pigerne. Også begravelser var der tradition i. Der skulle i hvert fald mindst en fra hver familie komme, hvis der var en fra byen der var død. Den døde blev lagt i kisten stående hjemme i stadsstuen, og følget blev beværtet med kaffe før begravelsen, og senere blev familien og de nærmeste inviteret til aftensmad. Længere op i tiden er det så blevet til kaffe og mindesamvær på kroen efter begravelsen. – Der er også lidt specielle udtryk i disse situationer. Hvis de var inviteret (ha fåt e boi), da var de til begravelse, – men hvis de kom af sig selv, hvad man jo gjorde, så var man med “at følge hen”.
Et helt kapitel for sig angående festskikke er nok bryllupper, og det både det almindelige bryllup, sølvbryllup og guldbryllup. Det blev de fleste steder kaldt kost, sølvkost og guldkost. En lille afvigelse er dog her, idet vi på Sydals kaldte det almindelige bryllup “e gild” hvorimod vi sagde sølvkost og guldkost. Guldkost var jo førhen i tiden en sjælden begivenhed, hvis de havde levet sammen i 50 år. Dog kan jeg huske i 1926, et par gamle naboer til mine forældre, der havde guldkost. Der bar bundet krans om deres dør, og allerbedst kan jeg huske musikken der kom og spillede om morgenen. De havde mange børn og så selvfølgelig også mange børnebørn, og både dem, naboer og gratulanter gik og kom i dette hjem hele dage. Det var et småkårs hjem, og ikke noget med festmiddag, men “fest” i byen var det, – og en af de sjældne. Sølvkost er også nok i tiden førhen bleven holdt som en hjemmets fest, og først i nyere tid er det bleven med en invitation til en større fest, som så blev afholdt på kro eller forsamlingshus. Det almindelige bryllup har været en begivenhedsrig og glædelig fest, for næsten den hele by langt tilbage i tiden. Skikkene har været forskellige i de forskellige sogne, men i hvert fald, stor fest var det. Festen blev holdt hjemme, og der blev dækket op både i lo og lade, og alle var inviteret. Der var også den fine skik at invitere ved “e Kostmand”. En af den nærmeste familie red rundt og inviterede. Han havde en remse (invitationen) at skulle sige, og det gjaldt om at fremsige den uden at stoppe, – ellers skulle han begynde forfra. Denne remse kunne lyde sådan:
“Goddag, goddag. Jeg har en hilsen til jer fra Hans Pæsen og hans brud Lisbeth, om I vil være så venlige og kom til kost i dag otte dage, og gå med dem i kirken, og høre på den kristelige vielse, og så bagefter gå med dem hjem i “e kostgå” og tage del i det gilde, der består i et godt måltid mad med drikkelse, og bagefter en dans med et par puncher, og hvad traktementet ellers kan byde. Desuden skulle jeg også bede jer om dagen før, at tage del i brudesengsgilde og ligesådan dagen efter i knoglegildet. Ligeså skulle jeg sige fra de unge brudfolk, at de gerne ville gøre gengæld, om det samme skulle forekomme i jeres familie. Ligeså skulle jeg bede jer sende afbud, om i skulle blive forhindret”.
Efter fremsigelsen af indbydelsen, blev “e kostmand” budt på en skænk, og vel nok af den grund kunne det vel knibe med at blive ved med at sige remsen uden at stoppe.
Brudesengsgildet dagen før, var naturligvis, at de skulle hjælpe med at passe til – og knoglegildet dagen efter, var så igen at der skulle ryddes op. De gaver der blev givet var næsten altid i naturalier, såsom mælk og smør, flæsk og æg, og skulle det være rigtig fint, blev der givet en fin røget skinke. Det kaldtes “e skikken”. Efter 1920 blev det så mere almindeligt med fest på kroen eller forsamlingshuset, og da blev der inviteret med et fint kort. Så kunne de heller ikke så godt give gave i from af naturalier, men det blev almindeligt at give penge, – ligeså meget som kuvertprisen var. Vores gamle krokone, Christiane Petersen (død 1984) har fortalt at det kunne ske at gæsterne kom i forvejen og spurgte: Hvor meget koster det? Hun har også fortalt, hvordan brydeparret, efter spisningen og brudedansen, satte sig ind i kroens private stue med en terrin foran sig, og så spillede musikken “til gave”. Gæsterne stillede så op parvis og gik hen forbi brudeparret og lagde deres gave i terrinen i form af penge. Et glas vin blev budt og der blev ønsket tillykke endnu engang. Det med at sidde i sofaen og modtage gave, forsvandt nok i tyverne, men helt op imod 2. verdenskrig blev traditionen med at give penge, i forhold til hvad festen kostede holdt ved lige.